Folket: Flertallet nedstammer fra de europæiske kolonisatorer, 71,8%, maorier udgør 12,6% og polynesiere fra øerne i Stillehavet udgør andre 5%.

Religion: Anglikanerne dominerer sammen med andre protestantiske grupper; der findes en katolsk minoritet, 14,8% og flere forskellige maori-trosretninger.

Sprog: Engelsk og maori er de officielle sprog, af disse to er engelsk det mest anvendte

Politiske partier: Flerpartisystemet har været inde i en overgangsfase, siden landet i 1996 indførte et proportionalvalgsystem (som i Danmark) i modsætning til det tidligere britisk inspirerede system baseret på enkeltmands valgkredse. New Zealands Arbejderpari; Det Nationale Parti; New Zealand First Party; United Future New Zealand; De Grønne; ACT; Den progressive Koalition og flere minoritetspartier.

Sociale organisationer: Sammenslutningen af fagforbund (CTU) og Fagforbundenes Råd.

Officielt navn: Aotearoa (maorí), New Zealand (engelsk).

Administrativ inddeling: Opdelt i 95 distrikter og 4 maori-distrikter.

Hovedstad: Wellington, 341.100 indbyggere (1999).

Andre vigtige byer: Auckland, 1.119.900 indbyggere; Christchurch, 343.300 indbyggere; Hamilton, 172.400 indb.; Dunedin, 111.400 indb.; Palmertson N, 75.700 indbyggere (2000).

Regering: Indskrænket monarki; medlem af Commonwealth. Silvia Cartwright, Generalguvernør siden 2001. Helen Clark, premierminister og regeringsleder siden december 1999, genvalgt i 2002. Aotearoa er parlamentarisk ledet, med et etkammersystem, sammensat af 120 medlemmer. De medlemmer, der er valgt til regering danner et kabinet under ledelse af premierministeren. Ved særlige lejligheder fungerer dette kabinet som rådgivere for generalguvernøren. Denne udpeger kabinettet på baggrund af premierministerens anbefalinger og han har mulighed for at opløse parlamentet.

Nationaldag: 6. februar, Waitangi-dagen (1840).

Væbnede styrker: 9.870 mand. (1996).

Afhængige områder: Chok, Niue, Tokelau.

Aotearoa, «Den store, hvide skys land», blev befolket i det 9. århundrede af maorier, der ankom fra Polynesien. I årenes løb udvikledes en enestående kultur, der nåede et betragteligt niveau indenfor tekstilfremstilling, husbyggeri, bådebyggeri - kanoer - og inden for havebrug. Miljøet blev respekteret, da maorierne anså sig selv for at være de naturlige ressourcers vogtere og ansvarlige for de efterfølgende generationer.

Hollænderen Abel Tasman ankom i 1642 til South Island, som er den største af de to vigtigste øer, men den oprindelige befolknings hårde modstand forhindrede hans landgang. Først i 1769 udførte englænderen James Cook en registrering af de to vigtigste øers kyststrækninger, og medvirkede på denne måde til at åbne dørene for den efterfølgende kolonisering af landet, som Abel Tasman havde kaldt «New Zealand». De første europæere, der slog sig ned var hvalfangere, sømænd og handelsfolk. Der udover en håndfuld desertører fra flåden og enkelte undvegne straffefanger fra Australien.

Koloniseringen tog fart i begyndelsen af det 19. århundrede, med ankomsten af britiske emigranter og missionærer. Deres tilstedeværelse bragte nye sygdomme, nye normer og nye trosretninger til øerne, hvilket forandrede maoriernes livsførelse radikalt. Kristendommen svækkede stammesamfundenes traditioner, og indførelsen af europæernes handelsformer, havde afgørende og negativ indflydelse på maoriernes livsbetingelser.

I 1840 proklamerede den engelske trone officielt New Zealand for at være en britisk koloni. De to store øer blev besatte under vidt forskellige former. South Island logisk nok på grund af «opdagelsen» , og North Island med baggrund i Den Waitanga-aftale, der blev underskrevet i 1840 af maoriernes ledere og repræsentanter fra den engelske regering. Ifølge traktatens ordlyd accepterede maoriernes ledere tilstedeværelsen af engelske kolonialister og etableringen af en regering, der repræsenterede den engelske krone. Til gengæld fik maorierne løfter om en ubegrænset suverænitet som en selvstændig nation.

Kort tid efter undertegnelsen af denne aftale, indledtes en særdeles voldelig epoke, med eksproprieringer af maoriernes landområder. De såkaldte «krige om jord», hvor det kom til åbne konflikter mellem europæerne og maorierne, var grundliggende konflikter om overherredømmet af og forsvaret for jorden, skovene, fiskeriet og andre «taongas», skatte.

Den massive immigration medførte en gradvis indlemmelse af maoriernes territorier. Omfanget af deres tab bliver indlysende, når man tager i betragtning at de 27 millioner hektarer, de besad i 1840 nu er reduceret til en smule mere end 1 million hektarer.

Mens man i nord blev rystede af krigene, oplevede man i syd en tid fyldt med velstand og fremgang, takket være betydelige guldfund. Disse fund affødte en strøm af engelske, kinesiske og australske immigranter, der i betragtelig grad medvirkede til at give økonomien en ansigtsløftning.

I slutningen af 1840 accelererede koloniseringen. Pakeha'erne - de fremmede, ikke-maorier - satte sig på fiskerirettighederne, og fratog dermed de oprindelige folk een af deres vigtigste indtægtskilder.

Maori-oppositionen tog på baggrund af dette nye virkemidler i anvendelse i slutningen af det 19. århundrede, og organiserede forespørgsler, anmodninger, delegationer og fremlæggelse af deres klager ved de lokale domstole og endog til den britiske krone, hvor de krævede ubegrænset opfyldelse af Waitangi-traktaten. Initiativerne var dog frugtesløse: maoriernes landområder blev inddraget til landbrug, der var begyndt at spille en fremtrædende rolle, ikke udelukkende for kolonisatorerne men også i moderlandet. Med udviklingen af de første frysehaller, der muliggjorde forsendelse over lange distancer, åbnedes adgangen til nye markeder for den intensive mælke- og kødproduktion. Med stigende priser gennem 20 år blev disse produkter basis i landets økonomiske udvikling.

For maorierne betød den britiske dominans samtidig indledningen til kulturel udryddelse, på baggrund af den retsstridige indførelse af sproget, religionen og de europæiske traditioner.

I slutningen af århundredet, i 1893, blev den liberale regering, som dominerede den politiske scene, den første i verden til at indføre stemmeret for kvinder og til at forsvare rettighederne for det britiske proletariat, der skød frem i byerne og i industriens talløse fabrikker.

Først i det 20. århundrede opstod nye politiske bevægelser, der var i stand til slås om magten med de liberale, der var blevet til et fast sammentømret og velorganiseret politisk parti efter 20 år ved magten. Labourpartiet blev med bred opbakning i byernes arbejder- og middelklasse een af de vigtigste politiske faktorer i New Zealand.

Op gennem 1930'erne tog maoriernes krav atter til i styrke, takket være alliancer mellem grupper af den oprindelige befolkning og Labourpartiet, som på denne baggrund kunne sætte sig på regeringsmagten for første gang i 1935, men man havde stadig ikke officielt anerkendt Waitangi-traktaten.

Den 2. verdenskrig markerede indledningen til en ny æra for New Zealand. Englændernes manglende evne til, under krigen, at kunne tilbyde beskyttelse af deres tidligere kolonier pressede Aotearoa til at indordne sig under den tiltagende nordamerikanske indflydelse, der med baggrund i en række politiske og militære alliancer konsoliderede sin tilstedeværelse i området. I 1950'erne og 60'erne kom Aotearoa til at føle omkostningerne ved disse alliancer, især ved at se sig inddraget i konflikter som f.eks. Vietnamkrigen, der for alvor mærkede det politiske liv i landet.

Lovgivningen op gennem 1950'erne medførte, at maorierne ofte måtte flytte fra deres oprindelige territorier, og i det efterfølgende årti flyttede de i stort antal til byerne. Denne urbaniseringsproces betød større kontakt med «de fremmedes» kultur og institutioner og lettere adgang til et undervisningssystemet, der også var europæernes.

Aotearoa forsøgte i løbet af 1970'erne at gøre produktionen mere varieret og få adgang til andre markeder end det engelske og nordamerikanske. Arbejdsløsheden steg, inflationen nåede ukendte højder, da forsøget med at variere produktionen mislykkedes, på grund af stigningen i oliepriserne og de omfattende udlandslån, man havde optaget for at financiere større projekter. I 1975 faldt værdien af eksporten betragteligt. Dette fald, sammen med de udenlandske lån, medvirkede til at udlandsgælden steg. Efter 12 år i opposition kom Det Liberale Parti til magten i 1972, men tabte det efterfølgende valg i 1975 til det konservative Nationalparti. Den nye regering lukkede for immigrationen, der fik skylden for den høje arbejdsløshed.

At maorierne blev stadigt mere militante førte i 1975 til, at man oprettede det såkaldte Waitangi-tribunal, der havde til opgave at undersøge anklagerne om overtrædelserne af Waitangi-traktaten. Labour-regeringen gav i 1986 bemyndigelse til, at Tribunalet kunne behandle klager, der gik helt tilbage til 1840. Tribunalet har ingen sanktionsmuligheder overfor den britiske krone, så siden 1992 er mindre end 15% af domstolens anbefalinger blevet opfyldt.

I midten af 1980'erne genvandt Labuor magten og indledte en liberalisering af økonomien, med omfattende privatiseringer af offentlige virksomheder, hvilket førte til at en stor del af partiets traditionelle vælgere følte sig ladt i stikken.

En lov fra 1987 forbød tilstedeværelsen af atomvåben i Aotearoas havne; en lov, der var en permanent udfordring for Frankrig og USA, der benyttede det sydlige Stillehav som prøvesprængningsområde, og det førte til et brud i forsvarssamarbejdet mellem USA og Aotearoa.

Det Nationale Parti vandt valget i oktober 1990, men regeringsskiftet ændrede ikke landets økonomiske politik. Man blev vidne til et stigende antal privatiseringer, mindre protektionisme og der blev skåret kraftigt ned i sundheds-, uddannelses- og socialsektorerne. Resultatet var lavere inflation, men til gengæld fik man højere arbejdsløshed.

Det Nationale Partis popularitetsdyk afspejlede sig ikke i valgresultatet i 1993, hvor partiet satte sig på 50 af parlamentets 99 pladser og Jim Bolger genvalgtes til premierminister. Det førende oppositionsparti, Labour, vandt 45 pladser.

I 1994 lykkedes det Aotearoa at få overskud på statsbudgettet - for første gang i 17 år. Valutaen styrkedes, arbejdsløsheden faldt og inflationen stabiliseredes på 2%.

Imellem 1994 og 1995 udbetalte regeringen erstatninger og uddelte 15.400 hektarer jord til Tainuierne fra North Island, som havde krævet retten til de områder, som var blevet koloniserede i det forrige århundrede. Selv den engelske dronning Elisabeth den 2. undskyldte officielt for overgrebene der havde fundet sted i forbindelse med koloniseringen af øerne. Den engelske krone udbetalte ligeledes erstatninger til maori-stammen Ngai Tahu i 1996.

De officielle arbejdsløshedstal fortsatte med at falde, indtil antallet stabiliseredes omkring 6% i 1995. De unge, maorierne og immigranter fra andre Stillehavsøer er blandt de, der rammes mest mest af arbejdsløshed, og næsten 10% af befolkningen lever af overførselsindkomster. New Zealændernes bekymring og interesse for miljøspørgsmål styrkede Jim Bolgers position i forbindelse med valget i 1996, da han kraftigt tog afstand fra de franske atomprøvesprængninger på Moruroa-atollen.

Bolgers Nationale Parti styrkedes i forhold til Labour, selv om begge partier mistede pladser til minoritetspartier. Det første parlament, hvor medlemmerne var valgt ved forholdstalsvalg, bragte antallet af maorier i parlamentet op på det dobbelte, samtidig med at antallet af kvindelige parlamentarikere steg fra 14 til 21 af parlamentets 120 pladser.

Imellem 1988 og 1996 faldt antallet af offentlige ansatte fra 71.000 til 32.900, og der blev skåret ned i udgifterne til sundhed og uddannelse. Aotearoa, New Zealand konsoliderede sin position som et neoliberalistisk udstillingsvindue. Konsekvenserne af de reformer, man havde indført siden midten af 1980'erne blev fulgt med stor opmærksomhed i den vestlige verden.

Bolger forlod sin post som premierminister i december 1997, efter at have været udsat for kritik fra Winston Peters, vicepremierminister og leder af New Zealand First, regeringens støtteparti, som sikrede Nationalpartiets flertal i parlamentet. Jenny Shipley, tidligere trafikminister, blev landets første kvindelige premierminister.

De interne konflikter i slutningen af 90'erne i Indonesien og Papua New Guinea trak i stigende grad Australien ind i disse regionale konflikter. New Zealand har fulgt en lignende politik, og stillede bl.a. tropper til den australsk ledede FN fredsbevarende styrke, der i september 1999 gik ind i Østtimor. Ifht. Papua havde New Zealand allerede i 1997 spillet rollen som fredsmægler mellem rebellerne på øen Bougainville og Papuas regering

Ved valget i december 1999 fik arbejderpartiet 52 af de 120 pladser i parlamentet. I parlamentet sidder 16 repræsentanter for Maori folket, 2 homoseksuelle og 35 kvinder. I sidstnævnte gruppe finder vi også premierministeren Helen Clark, lederen af oppositionen og en transseksuel - det første parlamentsmedlem i verden, der har gennemgået en kønsskifte operation.

Arbejderpartiet gik i koalition med Alliance-koalitionen, ledet af Jim Anderton - tidligere formand for arbejderpartiet, der imidlertid brød med partiet i protest mod dets neoliberale udvikling. Regeringen hævede mindstelønnen med 8 %, justerede huslejerne ifht. lejernes indkomster og hævede skatten til 39 % på den del af de personlige indkomster der overstiger 30.000 US$.

I april 2000 besluttede regeringen, at staten ikke længere ville anerkende titlerne «Sir» og «Dame», der var overtaget fra den britiske krone. Samme måned afviste premierministeren et forslag fra de liberales leder, John Hewson om at danne en føderation af selvstændige stater med Australien.

New Zealands kommission vedrørende genmodificerede organismer (GMO) udsendte en rapport, der støttede anvendelsen af GMO i landets landbrug. Det medførte almindelig opstandelse blandt forbrugere, miljøfolk og landets oprindelige befolkning, og tvang derfor regeringen til at indføre et moratorium for anvendelsen frem til oktober 2003.

Dronning Elisabeth II besøgte landet i anledning af sit guldjubilæum. Det fik premierminister Clark til at udtale, at «det var uafvendeligt at New Zealand blev omdannet til republik. Det vil blot afspejle landets reelle situation i det 21. århundrede som fuldstændig selvstændig og i en afstand af 20.000 km fra Storbritannien».

I anledning af festligholdelsen af Papua New Guineas 40 års selvstændighed i juli, undskyldte Clark formelt for den behandling papuanerne var blevet udsat for af new zealænderne i kolonitiden.

Clark vandt parlamentsvalget stort i juli 2002. Det førte til et voldsomt indre opgør i Nationallistpartiet, der fik det dårligste valg i 70 år. At Clark ikke fik absolut flertal i parlamentet skyldtes alene fremgang for de Grønne og andre mindre partier.

New Zealand og Australien indgik i 1983 en aftale om handel og økonomiske relationer (CER), der skulle være et første skridt i retning af integration af de to landes økonomier. Gennem udvidelse af sin handel med de voksende asiatiske økonomier, har Wellington forstærket sin økonomiske deltagelse i Asien. Landet har taleret i de østasiatiske landes sammenslutning ASEAN og deltager aktivt i stillehavssamarbejdet APEC.

Selvom landets økonomiske vækst nåede op blandt de højeste siden 2. Verdenskrig, så er væksten aftaget kraftigt. Det skyldes dels den lave vækst i Storbritannien, der fortsat er den vigtigste importør af New Zealands produkter og de høje toldskranker for landbrugsprodukter i den industrielt udviklede del af verden. Turismen er også en vigtig kilde til udenlandsk valuta. De fleste turister er australiere, japanere, nordamerikanere og briter. Krisen i Asien i slutningen af 1990'erne medførte et brat fald i turistindtægterne, der først langsomt er steget igen i starten af det 21. århundrede.

Bedste rejsetid:

Vejret er aldrig så dårligt i New Zealand, at der ikke er noget at give sig til, så landet kan besøges året rundt. De varmeste måneder ligger fra november til april. I vintermånederne er der mange gode skisportssteder i landet. Sommeren er fra december til februar, efterår er marts til maj, vinteren er juni til august og forårssæsonen ligger i september til november måned. I New Zealand gælder den ellers noget uhørte regel for os europæere, at nord er varmt, og syd er koldt. Den største by, Auckland, har en gennemsnitlig sommertemperatur på 23 grader og en vinter temperatur på 15 grader, hvis man kan kalde den slags temperaturer for vinter. I det nordligste New Zealand er der aldrig vinter.